Det hjælper ikke at flygte

Du som jævnligt læser med mine blogindlæg ved at jeg holder topmøder med mig selv dagligt. Du ved måske også, at jeg synes, at det er de bedste, vigtigste og nogen gange sværeste møder jeg har.

Topmødet er der, hvor jeg mærker, hvad der rører sig i mig, for flygte fra det virker bare ikke. Jeg bliver indhentet af det før eller senere, så jeg kan lige så godt lytte til det.

Nogen topmøder er korte.

Det er dem, hvor jeg vågner med åhhhh en herlig morgen og fyldt af dyb taknemmelighed over livet. Hvor jeg bobler af energi, entusiasme og glæde. Det er de møder, som får mig ud af sengen på 5 minutter og får mig i gang med dagens opgaver, og mit flow fører mig gennem dagen med masser af resultater.

Ramt af  julen

Og så er der de topmøder, hvor jeg mærker uroen i min krop, så snart jeg vågner. Sådan et topmøde var det den   højhellige 2 juledag som jeg skriver om her.

Jeg har lyst til at lukke verden ude.

Jeg mærker det så snart jeg vågner, det vil sige helt vågen er jeg jo ikke. Jeg mærker jeg er ramt af julemelankoli i grænselandet mellem søvn og vågen.

Julen rummer følelser i alle flor.

Jeg ligger i elevations sengen på laveste trin, og mærker helt ud i fingerspidserne at jeg er ramt. Jeg lytter til mine tanker og ved at der er noget der skal bearbejdes. Jeg er blevet rørt ramt og rystet efter to dages intenst samvær i sommerslottet med min familie juleaften og 1. juledag. Det er ikke første gang. Den jul er god til at få mig til at mærke det vigtige og svære. Kender du det?

Hvad det er, ved jeg ikke før jeg griber tastaturet og begynder at skrive.  Der bliver det bevidst, hvad der har ramt mig denne gang.

Det er terapi at skrive

Jeg bliver klar over at det handler om:

  • hvordan mine nærmeste set i mine øjne har det
  • hvordan det påvirker mig, det jeg ser, eller tror jeg ser
  • hvordan jeg har det selv midt i det

Det var det jeg mærkede.  Nogen af de tanker der rumsterer i mit hoved. Naturligvis knapt så tydeligt lige, da jeg mærkede det.

Noget af det jeg mærker handler om tabet af min far, som lever. Måske ikke i bedste velgående, men i live.

Tabet af min far

Jeg bevæger mig i ambivalens land. I glædens og sorgens tid på samme tid. Jeg er heldig at have familie at holde jul med. Har alt hvad hjerte begærer. Det er vidunderligt være sammen med sine kære. Men I år er det også svært, ja i glimt også smertefuldt.

På den ene side nyder jeg at se min snart 91 år gamle far gå til julefrokosten med glubende appetit. På den anden side er det vedmodigt og  sørgeligt og smerte fuldt at se ham syne hen, blive bogstavelig talt lille, kunne klare mindre og mindre på grund af dårligt syn, hørelse og huske dårligere dag for dag.

Smerten og sorgen over tabet af min far er begyndt.

Eller måske er jeg ved at gøre mig klar til at skulle miste ham, hvis man da kan det, altså gøre sig klar til at miste. Det er svært at acceptere forfaldet og det sørgelige at livet forgår.

Det er noget af den visdom, der er i mine tanker i dag.

Livet er alligevel ikke det værste man har

Jeg tager så fat på 2 juledag. Rummer det der er og kommer og har fundet roen i at være for en stund.

Solen skinner på trætoppene uden for mit vindue. Min elskede har serveret en latte. Jeg trækker vejret dybt ned ned i maven, mens jeg tæller til fem. Jeg er ikke alene.

Og det er godt, når jeg føler mig alene, at jeg er ikke den værste at være sammen med.

Ved du at det forløser at italesætte sine tanker, sine smerte og sorg. Det er godt at vide at jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe min far og mig selv.

Hvis der er visdom i dine tanker, så lyt til dem. 

Tak fordi du læste med

Hvis du har lyst til mere

Tilmeld dig min inspirationsmail Skab det liv du ønsker – vær hvor du er og flyt dig når du skal

Bliv leder i dit eget liv med topmøder

Få hjælp til at skrive nonstopskrivning i Redskabsrummet på tal med børn.dk

Brug for coaching/rådgivning og sparring om parforholdet og konflikter kig på shoppen på Tal med børn.dk hvad jeg tilbyder

Blogindlæg fra mit netværk

Læs mere om kærlighed, dating og brud

Maibritt Laisbo fra Cityprinsesserne.dk skriver blogindlægget Hvornår er en mand en prins, en sløv padde eller en charmeklud?

 

Comments

comments

Powered by Facebook Comments