Interview med mig i Det sidste kapitel

 

Pressemeddelelse

Hvad får tre yngre kvinder til at kaste sig over begravelser?
Hvordan fotograferer man sorg?
Hvad kræver det at tale med snesevis af mennesker om de døde?

Det sidste kapitel – en bog om begravelser giver svaret.

I 2009 havde den nu 48-årige grafiker Karin Bonnesen fået nok. Nok af upersonlige begravelser, nok af mellemfornøjede pårørende, nok af alt det, man ikke ved om det sidste farvel. Sammen med forfatter Dorthe Thersholt (44) og fotograf Trille Skjelborg (39) ville hun finde en bedre måde at gribe livets sidste kapitel an på.

Denne personlige quest har bragt de tre kvinder ud på en lang rejse, der har budt på mange stærke møder. Således fortæller Natasjas mor om de tanker, der har formet det valfartssted, som den afdøde sangerindes lille plet på Assistens Kirkegård har udviklet sig til. 36-årige Steffen deler åbenhjertigt den smerte, han oplevede, da hans elskede Astrid tog sit eget liv og efterlod sig mand og barn. Mere end 30 mennesker har bidraget med deres historier og gjort ”Det sidste kapitel” til en stærkt personlig bog.                       Derudover fortæller en sociolog, psykolog, børnepsykolog og præst om vores forhold til og håndtering af døden, og plejepersonale fra hospital, hospice, hjemmepleje og plejehjem beretter om afskeden mellem døende og pårørende. Men rejsen bød også på en række overraskelser. Hvorfra skulle man vide, at man gerne må blive bisat i en urne formet som en violin? At man kan få lov at snedkerere sin egen kiste og male den postkasserød? At der organiseres urnesejlads fra Københavns Havn?

Det sidste kapitel er en af de sjældne bøger, der aldrig er skrevet før. Ikke før nu. Den fortæller både om afskeden, døden og sorgbearbejdelsen, men også om alle de mange praktiske ting, man skal huske, når nogen dør – hvem man skal kontakte, hvad præsten kan hjælpe med, hvornår bedemanden kan træde til osv. Kort sagt: Konkret og god hjælp til en af livets sværeste stunder. Eller en hjælp til at planlægge sin egen begravelse i tide. Det sidste kapitel giver svar på alle vigtige spørgsmål omkring både kirkelige og borgerlige begravelser og er samtidig en bog, der hjælper til at forlige sig med tabet af et kært menneske

Udkommer: ”Det sidste kapitel” udkommer onsdag den 16. februar 2011.
Kontakt: Karin Bonnesen (2622 0552), Dorthe Thersholt (5058 5016), Trille Skjelborg (2679 0580).

Bogen er på 310 sider, koster 299 kroner og er illustreret med mere end 100 fotos.

Med venlig hilsen
Kristeligt Dagblads Forlag

Presseansvarlig: Forlagschef Johannes Baun, tlf. 33 48 05 08,

Det sidste kapitel – Interview uddrag

Den 16 februar 2011 udkommer bogen “Det sidste kapitel”

Jeg er interviewet i bogen om mit syn på hvordan man taler om døden og (livet) set med mine sygeplejerske øjne:

Det er vigtigt at få talt sammen

Mette Weber er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men arbejder i dag som selvstændig konsulent og coach. Hun underviser bl.a. sundhedsprofessionelle i at kommunikere med alvorligt syge og døende mennesker.

Mette Weber har interesseret sig for døden, lige siden hun var sygeplejeelev på Frederikssund Hospital. Her havde hun en oplevelse, som gjorde stort indtryk på hende.

”Jeg oplevede et ungt par, hvor manden havde cancer og havde fået amputeret begge ben. Som sygeplejerske var jeg meget inde på hans sygestue og kunne ikke undgå at høre, hvad de talte om. Jeg hørte dem planlægge, hvad hustruen skulle gøre med børnene efter mandens død, og hvad han godt kunne tænke sig”, siger hun og fortsætter: ”Den oplevelse har gjort så stærkt et indtryk på mig, at jeg hele mit liv har tænkt på, hvor vigtig relationen mellem den døende og de pårørende er, for at sorgen bliver lettere at bære”.

Læs pressemeddelesen