Jeg blogger udover her på mit website, også på Ta en god dag min ferieblog og så på Mandala
På Mandala fik jeg følgende kommentar på mit blogindlæg Forstår du andre kulturer?
Sibila skriver
Jeg er født i Syd-Europa og bor nu i Nord-Europa, i forhold til mit fødested bor jeg i udlandet. I tiden derimellem har jeg boet i perioder på mindst 3 måneder i 4 andre europæiske lande og i Californien. Jeg har boet på kollegie, på mine forældres hotel, kostskole, på værelse, med room-mate, som in-house au-pair, i bo-fællesskab, i villa-lejlighed, på et slot, i kæreste tosomhed, i en ashram og i 1 spirituelt community. Når ret skal være ret, har jeg også boet i en kuffert. Nu bor jeg i hus med to børn, en ægte-fælle, plus/minus gæster, højt til loftet, 4 katte & kæmpe kærlighed for rejser, og vide horisonter.
Min bonus-far er en russer født i Frankrig og opvokset der,i Italien og Egypten og min mor er født af danske diplomater under krigen i Brasilien, vokset op i Danmark og boet en hel del år med min far i Syd-Europa. Når min bonus-far og mor ikke rejser verden rundt, er de her ind i mellem. Min mand er pære-dansk, sådan da, hans mor var født i Finland, og vores børn er født her med noget latinsk blod i sig efter min biologiske far.
Denne beskrivelse ser måske overdrevet ud – for mig er den bare mit liv, som det har været og som det er. For mig er det lige ud ad landevejen at mennesker er mennesker over det hele og at “andre” lande og mennesker er spændende. Det ligger dybt i mig at spørge: “andre” – i forhold til hvem? Jeg kan da godt blive nervøs, men jeg har ret hurtigt, med meget få undtagelser, syntes det var mest spændende at være et sted og se, hvem og & hvad jeg møder og hvad jeg kan lære. Personligt ville jeg finde Danmark fattigt uden for eksempel Sushi, Inder-mad, pizza lavet af italienere, kunstnerisk in-put alle vegne fra, fransk vin & ost, ballet fra New York City Ballet, for bare at nævne nogle ting, der lige falder mig ind.
Jeg har aldrig tænkt på, at der skulle være en særlig interkulturel intelligent, jeg har bare levet mit liv og måske? taget den for givet. Sådan “Jamen, er det noget særligt? “
Synes du Sibila’s historie er noget særligt?
Du får mit svar til hende i næste uge