Nogen mennesker savner altid noget. Hele livet taler de, om det de savner.
Der har lige været en debat på Facebook på Families in Global Transition om hvad man savner, når man vender tilbage til sit hjemland efter at have boet i udlandet.
En skrev at hun savnede eventyr og det uforudsigelige i Danmark. Kan man ikke skabe det, der hvor man er tænker jeg ? Ellers skal man måske rejse ud igen, hvor græsset måske bliver, grønnere fordi man vander det der.
Jeg savner ikke noget – er utrolig glad for at være i Danmark efter mine 17 år ude i verden. Elsker at være nær min familie og venner og nyder at arbejde. Selv ikke vejret er et problem for mig, efter at have været i Danmark i 2 år. Interessant er det at flere fortæller mig at det nok holder op. Jeg vil nok blive træt af det. Hvorfor mon de forsøger at overbevise mig om, at jeg nok skal blive træt af det danske vejr ?
I det hele taget savner jeg ikke ting længere i mit liv, men glædes over det jeg har, der hvor jeg er. Hvis det lyder helligt, så er jeg hellig.
Hvordan var det lige det skete ?
Er at savne også et valg, ligesom at elske ?
