Nogen mennesker savner altid noget. Hele livet taler de, om det de savner.
Der har lige været en debat på Facebook på Families in Global Transition om hvad man savner, når man vender tilbage til sit hjemland efter at have boet i udlandet.
En skrev at hun savnede eventyr og det uforudsigelige i Danmark. Kan man ikke skabe det, der hvor man er tænker jeg ? Ellers skal man måske rejse ud igen, hvor græsset måske bliver, grønnere fordi man vander det der.
Jeg savner ikke noget – er utrolig glad for at være i Danmark efter mine 17 år ude i verden. Elsker at være nær min familie og venner og nyder at arbejde. Selv ikke vejret er et problem for mig, efter at have været i Danmark i 2 år. Interessant er det at flere fortæller mig at det nok holder op. Jeg vil nok blive træt af det. Hvorfor mon de forsøger at overbevise mig om, at jeg nok skal blive træt af det danske vejr ?
I det hele taget savner jeg ikke ting længere i mit liv, men glædes over det jeg har, der hvor jeg er. Hvis det lyder helligt, så er jeg hellig.
Hvordan var det lige det skete ?
Er at savne også et valg, ligesom at elske ?
Jeg tror, at savn langt hen ad vejen er omvendt proportionelt med prioritering. Hvis du vælger at prioritere spontanitet og eventyr, så savner du jo ikke disse ting.
Der er selvfølgelig udefra kommende ting, som du ikke kan prioritere dig ud af – vejret fx, men da handler håndteringen vel om fokus. Og om vilje. Hvilket fører tilbage til din pointe med at man selv vælger, om man vil savne.
Jeg savner at have tid – men jeg har selv valgt at bringe mig i en situation, hvor jeg har meget meget travl. Med at gøre mig klar til en årrække med mindre travlt vel at mærke. Når der er et mål, så kan der være en mening med savnet. Savnet kan være brændstof på det bål, der skal brænde for at du kan nå målet.
Og så er der den slags savn, som er knyttet til mennesker og relationer, man af den ene eller anden grund ikke længere har i sit liv. Den slags savn kan være langt sværere at tackle synes jeg – jeg ville ikke kunne vælge ikke at savne min bror, hvis jeg mistede ham i morgen (et voldsomt eksempel, sorry), men jeg ville lære at leve med savnet.
Men savn, der er knyttet til ens placering på kloden…dem tror jeg ikke, jeg er plaget af. Hvis den slags bliver for stærke, må man jo flytte sig – eller vælge at holde op med at savne.
Kære Lotte
Skønt med dine refleksioner over savn.
Enig i at når du vælger(prioriterer) det som du måske savner( når du kan vælge) så savner du det ikke længere 😉
Udefra kommende ting som vejret- at jeg eksempelvis elsker de 4 årstider. Det tænkte jeg ikke på før jeg boede i troperne. Jeg var ikke vild med konstant varme, men her handler det om at være proaktiv – altså at beslutte hvordan man vil håndterer varmen for man kan ikke ændre på vejret. Jeg kan blive i troperne, jeg kan rejse og jeg kan beslutte hvordan jeg vil håndterer det hvis jeg bliver. Underligt nok når jeg accepterer mit savn og håndterer det, så er det som om det forsvinder lidt efter lidt
Du savner at have tid skriver du. Tid er som jeg ser det ikke noget vi har- tid er;-) nu har du så besluttet at bruge din tid anderledes nu og det bliver interessant at se hvordan du oplever det.
Og så til det med det dybe savn af mennesker man ikke har længere. Min oplevelse er at sorgen, smerten og dermed savnet bliver nemmere at håndterer, når man har været opmærksom på at give hvad man kunne i de relationer man indgår i, før døden indtraf. Vi slipper ikke for den ganske rigtigt. Og savn er jo heller ikke dårligt, kun hvis den invaderer og styrer vores liv.
Hvornår drager I af. Jeg ved jeg vil savne 😉 at møde dig på La O og få en snak, men jeg vil så nyde at følge dit liv derude i den store verden og skrive med dig når det falder ind. Så jeg afgiver noget og får noget andet og det vil jeg leve med
Hej Mette.
TAK for endnu et berigende og refleksionsskabende indlæg 🙂
Dit indlæg fik mig til at tænke på, at når jeg savner noget er det fordi det pludselig er gået op for mig hvad jeg i grunden havde.
For mig handler savn om at blive bedre til at sætte pris på det jeg har – her og nu.
Og det er jo i virkeligheden også det der er din pointe – og det er her valget kommer ind.
Det var om savn med tilbagevirkende kraft:-) Jeg savner det jeg har haft.
Jeg oplever også savn fremadrettet – jeg savner noget i mit liv – det jeg aldrig har haft. Det synes jeg er rigtig spændende, fordi det er her min evne til selv at organisere, tage initiativer kommer på banen. Her handler det om at vælge OG sætte aktion på. Aktion giver re-aktion.
TAK Mette 🙂
Hej,
For mig har det at være væk fra Danmark, givet mig et nyt fokus på, hvilke værdier og andet jeg værdsætter højt hjemme i DK. Det at “komme ud” har (blandt andet)på autentisk vis, lært mig hvad det vil sige at tage afsked, og savne dybt fra mit hjerte! Det har også givet mig nogle helt nye muligheder!
Kh Mie 🙂
Kære Hanne
Velbekomme – skønt at du skaber refleksioner som jeg så kan reflekterer over også 😉
Bagklogskabens lys savn – ha ha- ganske rigtigt. Men den kan kun bruges fremadrettet tænker jeg.Og når man gør det får man færre savn tror jeg. Man lever i nuet med det der er.
Ja meget interessant er det med fremadrettet savn..længslerne vil jeg nok kalde det. Hvor vigtigt det er at mærke længslerne og handle på dem. Meget er muligt hvis vi tør.
Måske jeg har så få savn nu fordi jeg har haft så mange af dem og har besluttet at handle på nogen af dem. De savn man kan handle på.
Kære Mie
Lige mine ord og det er det min nye bog blandt andet handler om. De muligheder der ligger i den udfordring det er at flytte til et nyt land. Finde en bredere og dybere identitet, selvindsigt og livsglæde.
Hemmelighederne til et godt liv 😉
Hvilke muligheder synes du det har givet dig ?
Hej Mette,
Jeg synes mulighederne er uendelige!
Dog vil jeg sige, at det at få lov til på tæt hold, at erfare så anderledes en kultur er noget jeg aldrig vil kunne læse mig til – dermed en unik og ganske særlig mulighed.
Kh Mie 🙂
Jeg har læst de mange gode indlæg om at savne grundigt – og egentligt burde jeg måske slet ikke svare hér, for jeg “savner” ikke noget mht. at rejse ud og komme hjem til DK – for så længe har jeg aldrig været væk. Og mit liv er jo noget jeg skaber – sammen med de mennesker jeg selv skrivfer ind og ud af min egen historie. Ganske som de skriver mig ind og ud af deres historie. Men ud over mine forældre, der døde alt for tidligt, så savner én KÆMPETING – nemlig at jeg ikke fik børn. Det er først hér – nu for et par år siden, at jeg er begyndt at savne børn – mærkeligt nok. For i en alder af 53 år ville de jo være voksne, hvis jeg altså havde fået dem i min “fødedygtige” alder – hvilket efterhånden jo er et temmeligt elsatisk begreb. På sin vis er det samtidig fortrydelse – for jeg har HELT ALENE ansvaret for at have valgt børnene fra i en meget tidlig alder. Som 20, 30 og 40-årig sagde “børn” mig ingenting. Og når talen – med én af de tre mænd, jeg boede sammen med, faldt på at “skulle have børn”, havde jeg ikke lyst til at få børn. Børn som gruppe betragtet sagde mig i hvert fald ikke noget. Men kærligheden til mine gudbørn – mine allernærmeste venners børn – var / og ér meget, meget stor. Og magisk. Jeg er jo ikke “mor” – men man kan sikkert gange disse følelser med 10.000.0000 og alligevel ikke vide, hvordan det føles. Og jeg erkender blankt, at jeg teoretiserer. Jeg må så indrømme en grum ting om mit eget liv: at ingen af de mænd, jeg har boet sammen med, i mine øjne, var gode nok til at få børn sammen med. Hvilket måske vil sige, at jeg ikke har elsket dem/ elsket dem nok/ åske valgte forkert – eller noget helt tredje. Mærkeligt var det nemlig, at da jeg for et par år siden mødte en mand, som jeg forelskede mig VILDT i, var det første jeg tænkte: HAM skulle jeg have haft børn med. Og ulykkeligvis sagde han det samme til mig. Ulykkeligvis også, fordi han havde et ægteskab bag sig, hvor han brændende ønskede børn, men ikke kunne få det. Men, alligevel – jeg fik/ har et fantastisk liv – som jeg selv har valgt. Og når jeg sidder hér og skriver om det, føles det, som om det ikke var i dette liv, jeg skulle have børn. Men i et andet – for synkroniciteten er også vigtig. Havde jeg mødt min store passion, da jeg var 25-35, og havde passionen været, som den var/er, så havde vi haft en hel landby. Og hvis det betød, at han/ eller jeg – ikke kunne FÅ børnene ad naturlig vej – så havde vi ganske sikkert adopteret dem – ja, simpelthen “købt” dem. I stedet blev det til mange rejser, gode uddannelser, et privilegeret liv på en anden måde – tjae, men bitter det er jeg bestemt ikke. Men jeg kan godt tænke, at hvis og hvis… Men det kan man ikkebruge til ret meget.
kh Marianne