I receptionen på det lille hotel Captains Landing i byen, hvis navn består af en blanding af navnet på en grøntsag og en sodavand, Ocracoke i staten North Carolina, lå der på disken en lille bog med titlen:
The road to succes is always under construction.
Hotellet er ejet af George en ældre herre, tidligere kaptajn in the Royal Airforce. Sammen med sin Betty, hvis familie er fra egnen, har han besluttet at bygge deres landings plads på dette usædvanlige sted ikke langt fra hvor brødrene Wright, som de første i verden fik et fly i luften.
Jeg er part af historiens vingesus – forener nutiden med fortiden her i Ocracoke.
Jeg møder mennesker, der fortæller en flig af deres historie, deler lidt af deres liv med mig og i det møde lærer jeg noget nyt om dem og mig.
For mig er det succesfuldt at skabe nye veje køre på dem med åbne øjne – skabe fortorvet, mens jeg går på det.
Bygger du nye veje eller lever du for meget i hverdagslivet vaneblindhed?
Kære Mette,
Det er netop kunsten – selv at skabe vejen og gå den samtidig – sådan som Mette Weber skriver her – at være sin egen proaktive kompasnål!
Kh Marianne Dyhrberg Cornett
Min oplevelse er desværre at alt for mange bliver i comfortzone alt for længe. Det er kun når de bliver tvunget ud på glatis og dybt vand der sker udvikling ellers er de passive tilskuer til livet som passerer forbi
olsen_susanne@hotmail.com
Tjae, det er jo NOK derfor, den hedder COMFORT ZONE – nemlig 😉
Men jeg (og jeg kan jo kun tale for mig selv) jeg ville bare kede mig forskrækkeligt efter nogle uger. ALTSÅ, jeg elsker osse de stille stunder/dage – måske uger, hvis jeg har haft frygteligt travlt. F.eks. arbejdede jeg 80 t om ugen de sidste to uger før påsken – og helt op til onsdag aften. Derfor har jeg heller ikke rørt telefon eller FB ret meget i fem dage. Og jeg NØD stilheden og dovenskaben – selv om jeg dog fik skrevet et par kapitler på min nye bog – når jeg var inspireret til det!
Men NU – NU er jeg da igen på fuld knald ud i det vilde førsommerliv. Man skal måske være meget modig, for at blive ved. De fleste jeg kender i min alder 54 (ikke mine venner) men sådan lidt bekendte – de er jo bedsteforældre i striktrøjer og tv om aftenen. DET er der heller ikke noget galt med – men de gør så heller ikke andet. Jeg kan osse hygge med tv, elsker god mad, børn at give kys og knus, selskab af mine (som mig glade og travle og proaktive venner) ja, men jeg synes jo, man kan være ALLE ASPEKTER. Den vilde eventyrlige, den glade, den kedelige, den indadvendte – den modsatte – INTET udelukker jo sin modsætning.
Problemet er bare, at med nogle mennesker, der lever det stille liv tænker jeg:
DE må simpelthen have et fantastisk spændende liv, så snart jeg går ud af døren. Kender du den fornemmelse? Jeg tænker, at så snart jeg vender ryggen til dem, vil jeg høre speedbåden brøle eller faldskærmen svirpe eller hundeslædeførerens råbe. For det ville jeg have behov for at høre efter nogle stille måneder.
MEN DET HAR/GØR DE IKKE – og jeg kan da så bare undre mig og erkende, ja, vi er forskellige. Og det er der jo ikke noget forkert i.
Kh. M
PS: tænker altid på Peter Plyds digt af A. A. Milne:
VEJEN
At kende Vejen
Er at gå den.
At gå Vejen
Er at få den.
Den ligger lige foran næsen,
Men du må aldrig være kræsen,
Og heller ikke for forhippet,
Så bliver du bare helt befippet.
Jeg er mig.
Du er dig.
Jeg gør min ting.
Og du gør din.
Pingpingeling
Og den er fin.
For finder du din Vej
Så finder Vejen dig.
Winnie The Pooh/ A. A. Milne
Forkert eller rigtigt. Livet skal leves og det gør det ikke foran TV hver aften dag ud og dag ind.
Det er forkert i mine øjne ikke at bruge sit liv. Men det er måske fordi jeg synes viden forpligter.
Jeg er forhippet og elsker at blive befippet – for det er der jeg rykker – mens jeg er i det kan jeg da godt blive lidt usikker, gnaven og forskrækket men det er her det sner og sker – jeg lærer nyt om mig selv.
Lige nu ligger jeg og kigger ud over bjergene i Aswille USA efter 5 timeres køretur i en åben Ford Mustang, Nogen steder var der 6 vejbaner så gælder det om ikke at blive befippet og holde tungen lige i munden når man kører 140 km i timen. Fed oplevelse når man når frem – I love life
Det gælder om at få alle de hip, fip, og dipfølelser – så man mærker man lever. De andre må så leve deres liv via fjernbetjening. jeg vel ud hvor der er seks baner – ned med cabrioletten – og så sømmet i bund. Lige nu hører jeg “born to be wilde” for min indre bowlerhat . Sådan er jeg. BRED YMER og HØJ KARSE på resten af turen til dig og dr. Hunter 😉
kh M
Tak og tak