I går aftes efter en skøn dag, fik jeg lige før jeg skulle sove, en mail i mailboksen fra en veninde jeg har kendt i 31 år. Subjekt: vedrørende min sygdom
Til historien hører at hun er 11 år yngre end mig – en kvinde i midt 50’erne, som nu er truet på livet …ikke af nogen, men af en forbandet livstruende sygdom
Jeg måtte læse mailen igen og igen.
En fællesmail til venner og familie, hvor hun modigt og åbent skriver, at hun dagen før har fået konstateret en ondartet svulst i ryggen lige over lænden. Hun beskriver, hvad der skal ske de næste dage og hvad hun ønsker af os.
Jeg klikker på svar knappen
Og skriver:
Kære …
sletter og skriver
Kæreste ….
skriver .. sletter …skriver og sletter… sidder længe og ser på den tomme hvide mail hvor der kun står :
Kæreste …
Det tog mig over en time at skrive den mail på 5 linjer.
Jeg skrev og slettede i en tilstand af tomhed og sørgmodighed, mens tankerne i mere end time fløj vidt omkring. Tanker om den situation min veninde og hendes familie står i, om hvor skrøbeligt liver er og refleksioner over om jeg gør det hver dag, der er det vigtigste og om det giver mening.
Jeg googler Dermatofibrosacoma protuberans, som er navnet på svulsten og jeg tænker, hvad kan jeg skrive. Hvad er intension med min mail. Kan jeg skrive det jeg har skrevet.
Jeg får skrevet færdigt og trykker på send knappen.
Det er en vigtig mail.
Andre klikker på “svar alle” knappen
Flere af dem der har modtaget mailen vælger at klikke på “svar alle” knappen.
På den måde får jeg indblik i hvad de andre, hvor af nogen er bekendt og andre ubekendte, svarer min veninde.
Næste morgen -som er i dag, kan jeg følge med i deres tanker og ord til min veninde.
Det får mig til at tænke over, hvor forskelligt man kan svare og det får mig til at skrive dette blogindlæg. Mit håb er at jeg måske rammer dig som tier og bruger tavsheden, fordi du ikke ved hvad du skal skrive elller sige.
Måske kan jeg give dig ideer, til hvad du kan skrive og gøre, hvis du kommer i en lignende situation og skal skrive til en du holder af, som er ramt, rørt og rystet i livet
Det ER svært
Ja, det er så svært, for du vil naturligvis ikke skrive noget forkert, ikke trænge dig på, træde over andres grænser eller såre. Men du kan stort set ikke skrive noget, der er værre end det den ramte står midt i.
Jeg skrev det jeg fandt bedst, der hvor jeg var, i den bedste intension og det er det DU skal gøre også.
Alt for mange mennesker tier, fordi de ikke ved hvad de skal sige eller skrive. Det betyder, at den der er ramt og truet på livet, står tilbage alene med ensomhed og følelsen af forladthed, når du ikke reager.
De fleste mennesker, der er truet på livet, har brug for at vide, at du tænker på dem, vil være der, vil hjælpe, og de har brug for nærvær, samhørighed og fællesskab.
Måske bliver det det ikke det mest empatiske du får skrevet, men alt er bedre end fortielse og tavshed. Når et menneske åbent og modigt deler noget af det sværeste i sit liv med dig, har du, som jeg ser det en forpligtigelse til at reagere.
Men noget ER bedre end andet
Men selvfølgelig er det ikke helt ligegyldigt hvad du skriver
Det bedste er at du sætter dig i den andens situationen, når du skriver. Og overvejer hvad personen har brug for i den situation, hun er i med det kendskab, du har til hende. Er der noget i mailen, der peger i den retning, så grib det.
En skrev:
hvis der noget vi kan gøre for dig og din familie, så kommer du bare.
En anden skrev:
Jeg vil bevarer optimismen hele vejen og være der for dig og dine. Kender intet til din sygdom, men vil til hver en tid være hos dig, hvis du har brug for hjælp til kørsel, en skulder, et sted at overnatte eller bare tale. Jeg håber du vil gøre brug af mig , så meget du vil. Jeg er der for dig.
Til morgen skrev jeg selv igen en mail
Kære …
Jeg har tændt lys for dig og du er i mine tanker
Jeg vil gerne besøge dig på hospitalet, hvis du ønsker besøg, så send afdeling, når og hvis du er klar til besøg på sms på xxxxxxxx
Mange knus – jeg holder om dig
Gode råd til dig skal skrive til en der står i en alvorlig situation
- lyt til hvad den ramte skriver og siger
- bevar optimismen og håbet, men vær også realistisk
- hvis du ikke ved hvad du skal skrive eller sige, så sig f.eks
jeg ved ikke hvad jeg skal sige .. jeg er ked af det for dig, jeg føler med dig – giv et kram, men ti ikke - tilbyd din hjælp praktisk hjælp og besøg hvis det er ønsket
- skriv ikke “bare ring” eller “bare sig til” det orker den ramte ofte ikke
- tag initiativ til at gøre noget
- vær opsøgende
- bliv ved med at være der, og vis du er der
- sig ikke: “det skal nok gå “eller “det forstår jeg godt”
Hvis du har flere gode råd, vil jeg være glad for at du skriver dem i kommentaren under dette indlæg.
