En vandpyt, sir Dicte med fryd i stemmen, da vi går ned af trappen.
Det er et hul i trappens belægning på størrelse med en halv pizza af de mindste.
Den er 3 cm dyb og når det regner lægger der sig vand i den.
Hun hopper på pytten med sine gule gummistøvler og sålerne blinker grønt og rødt.
Se solen lyser på træerne, det er lige som bladene blinker, sir jeg og hun kigger op på det store træ foran hende.
Da vi kører ned af Holger Danskes Vej skinner solen stærkt og rammer forruden, så det er svært, at se ud for dug.
Jeg sniger mig i 10 km’s fart forbi skraldevognen, der holder i den ene side af vejen, og bilen der er parkeret på den modsatte.
Kort efter kan jeg atter se klart ud af vinduet.
Solen er gået ned bag et af husene for enden af vejen.

Dette lille skriv om vejret skrev jeg, efter at have kørt Dicte mit barnebarn i børnehave tirsdag morgen 

Det var som led i den SkriveChallenge jeg havde arrangeret for 6 deltagere i november måned. 

Læs flere tekster fra november Skrivechallenge 

Hvad sker der på en SkriveChallenenge

Kirstine Babbett Melanie Lassen  som deltog sir det på følgende måde: 

Jeg er på min daglige vandretur med fokus på vejret. I sammenhænget med SkriveChallenges er dette det allersidste opslag.
Vejret er stille, frostrim glimter i græsset, solen er lige der, bag de lette fluffyie hvide skyer.
Jeg funderer, som jeg nu engang gør. Lader tanker være tanker, mens jeg deler opmærksomheden med omgivelserne.
Lige så stille som jeg oplever vejret, lige så stille føler jeg indeni.
Vejret og SkriveChallenges er blevet min medicin, jeg ser det her, hvor måneden render ud.
Jeg ”tænker” det er sådan her, stille glæde må føles. Måske ydmyghed.
Jeg er landet, måske, på rette hylde.
Noget har flyttet sig. Ved endnu ikke helt hvad og det er også lige meget. Jeg har al den tid, der er nødvendig. I kontrasten til første
vejrberetning, hvor fingrene fløj hen over tasterne, så tøver jeg nu.
Jeg mærker efter, hvor trangen har sit udspring. Jeg har al den tid jeg har behov for, til at smage på hvert et ord, lege med ordene og glemmer alt om det er et retskrivningsord, for hvis ordet vil synge med, så får det lov til at fylde. Her er ingen ord rigtige eller forkerte.
Vejret har lært mig, at jeg bærer præmisserne for hvad jeg ser.
At præmisserne er lige så føjelige og foranderlige som vejret.
Jeg ser det gennem vejret. Jeg ser det gennem fællesskabet og samtalen.
Gennem andres bidrag.
Jeg mærker for alvor en trang til at værne om sproget, som det bindemiddel der binder en sløjfe på glæden.
Binder en sløjfe til livet.