Hold kæft, hvor er det længe siden, jeg var her og kørte op og ned i rusjebanen med masser af killer i maven.
Men lige i dag tar‛ jeg så revanche og tar virkelig mange ture.
Op & Ned
På toppen mærker jeg:
Hold kæft det godt. Vildt – det kører bare derudaf. Fantastisk – jeg kan det her.Vildt nu kører det. Nu er jeg på vej igen – back til der, hvor jeg elsker at være.
Bunden består af:
Selvmedlidenhed.Opgivenhed. Orker ikke. Nu må jeg tage mig sammen.Jeg kan ikke. Nøjjj, jeg er følsom – lærer jeg det aldrig?
Selvmedlidenhed.Opgivenhed. Orker ikke. Nu må jeg tage mig sammen.Jeg kan ikke. Nøjjj, jeg er følsom – lærer jeg det aldrig?
Du har gennemskuet mig, tænker jeg.
JO – jeg vil helst være lykkelig og helst hele tiden. Men sådan er livet ikke. Der bare noget, der presser på indefra og udefra, som jeg jeg må rumme og skrive mig ud af.
Jeg skriver og skriver – det heler og jeg bliver klogere på mig selv, på andre og på at skrive. Vildt – jeg ved det –
Og bare så du ved det – jeg er faktisk midt i al min ulykkelighed lykkelig og dybt taknemlig. Jeg skriver og skriver og ud af det blå kommer blogindlæg her på siden og klummer på farverige farmor.
Det virker sgu – prøv det – læs mine Klummer og vær med i Skrivefællesskabet SKRIVELAB
