Jeg har nogle få mennesker, der er vidner til mit liv. Det er dejlig trygt og godt og vi har et godt venskab
Men et godt venskab handler ikke KUN om at have historie sammen, for så kan det nemt blive et “dødt venskab”, hvor det vi har sammen er fortid, vaner og opdateringer.
Et godt venskab kræver mere læs min klumme Om at havne i godt selskab.
Det venskab jeg beskriver i den klumme, er et gammelt venskab, vi har en lang historie sammen og er vidner til hinandens liv. Det repræsenter venskabets kontinuitet og sammenhæng, er stabilt og den røde tråd i vores liv. Det er trygt, men det udvikler sig også.
Men man kan også se på venskab på en helt anden måde som den italienske sociolog Alberoni skriver om i sin bog om venskab:
Et venskab er et filigran af møder. Ingen ved på forhånd om et møde vil finde sted eller ej. Mødet er altid uforudsigeligt og uventet. Mødet er i sig selv en lykkens stund, et øjeblik af vital intensitet, hvor vi fatter noget om os selv og verden. Under mødet føler vi, at den anden hjælper os et skridt i den rigtige retning. Noget vi udmærket kan føle selvom vi ikke har samme indstilling og tankegang. Faktisk skal den anden helst være en lille smule anderledes. Under mødet er denne anderledeshed af værdi ved netop at skænke os nye perspektiver. Vi ville ikke af os selv have set tingene fra den synsvinkel.
psst:
Hvad tænker du om venskaber?
Livsvidner – en kærlighedshistorie!
Jeg har altid været dybt betaget af, at rigtig mange mennesker vælger at ”vie” rigtig mange år til at være sammen med dét menneske, de af hjertet elsker bedst. Jeg er på den ene side en Iron Maiden Incarnate – men på den anden side, når jeg ser to mennesker på 85, der har tilbragt hele livet sammen fra de var 16 år, tage hinanden i hånden, give hinanden et kys på kinden og rykke tættere sammen i sofaen for at fortælle mig deres livshistorie på godt og ondt (som livet jo er for os alle), når jeg interviewer dem, så smelter mit hjerte. Og som mine skønne fotografkolleger ordret siger: Gamles tålhjerte, du er jo heldigvis blød som smør indeni!
AFSLØRET – ja, heldigvis. For jeg synes, det er dybt fascinerende – og at have 40-60 års historie sammen, kan være betagende. For mit vedkommende, valgte jeg BEVIDST en anden vej – og delte min gunst mellem seks (måske syv) kæresteforhold – men det går ud på ét. Vigtigt var/er, at DE netop var dér, da jeg havde brug for dem – og de for mig!
Jeg tror på, at man vælger sin livbane selv. Ligeså med sine livsvidner. Også hér har jeg været meget privilegeret.
Vi er stadig fire par, der kender hinanden – siden 1975 – og efter 35 års platonisk ”ægteskab”. Vi kendte hinanden som fattige studerende. Mødtes hos hinanden m en lun leverpostej, rugbrød, pizzaskiver og frisk frugt til dessert. Lørdag aften blev altid en festdag for os. Søndag var lektiedag. Og ind i mellem arbejdede vi om natten på Postterminalen i Ingerslevsgade – vaskede trapper – underviste privat i vores hovedfag på undiversitetet – var togtællere, klummeskribenter, vinduespudsere, kirkesangere og gik i biffen til den billige forestilling lige efter frokost. Tog picnikkurven med på studenterbillet til Humlebæk og sad på trapperne ud over Øresund og nød freden og kunsten på Louisiana.
I dag har vi sommerhuse, fede jobs, gode pensionsordninger, lækre boliger – lækkert tøj, biler på fire hjul, gudbørn sammen (ja, altså os, der bevidst valgte børnene fra, deler de andres børn – børn uden strækmærker!) . Der kan gå måneder hvor vi ikke ses, og vi sludrer ikke særligt meget på telefonen. Men når et par af os er i KBH eller Jylland, ryger sms’beskeden ud – retur kommer sms’en ”gæsteværelset er booket hele weekenden – vi elsker jer og glæder os vildt til I at kommer – har lige inviteret de andre”. Så der er altid et værelse, en middag, en gåtur langs stranden, en fælles-middag i Grøften eller blot en aftengåtur under de blinkende kastanier i Tivoli, skipperlabskovsi grøften eller en kulturudflugt på Statens Museum for Kluns at glæde sig til.
VI har kendt hinanden i så mange år, at hele vores ungdom fra 17 år er fælles – vi kan ikke huske andet! Vi er politisk dybt uenige, og ved bare, at dén diskussion, som vi tog nat efter nat, da vi var 23, gider vi ikke at tage mere. For alt er heldigvis, som det plejer. Vi elsker hinanden betingelsesløst – på tværs af jobs, geografi, indtægt og meninger. Vi er hinandens livsvidner – mennesker, der vil følge hinanden – også det allersidste stykke!
Det er meget privilegeret at kunne kende – og genkende – sig selv og andre gennem så mange års historie. For selvfølgelig har vi udviklet os – i alle livets retninger. Og er blevet mere liberale, konservative, venstrorienterede eller noget helt fjerde. Men det betyder intet!
Hver gang vi mødes, føler vi denne store samhørighed – som om samtalen bare fortsætter og vi lige har lagt telefonrøret på – selv om det er måneder siden vi sidst talte sammen. For døren er ALTID åben mellem os!
For mig er det livsvidner – betingelsesløst til det sidste – og betingelsesløs accept og kærlighed.
Dét er STORT!
Eller som good old Will (Shakespeare) siger:
”Safe in the office – and affairs og love!
Friendship is a constant in all other things”.
Du skriver
“Vi er politisk dybt uenige, og ved bare, at dén diskussion, som vi tog nat efter nat, da vi var 23, gider vi ikke at tage mere. For alt er heldigvis, som det plejer. Vi elsker hinanden betingelsesløst – på tværs af jobs, geografi, indtægt og meninger. Vi er hinandens livsvidner – mennesker, der vil følge hinanden – også det allersidste stykke!”
Jeg bliver bare så varm om hjertet af det du skriver her – det er lige det jeg mener med vidner til vores liv. De har fulgt os i det hele .
Og så måtte jeg le af den med “det gider vi ikke tage mere “.Sådan har jeg det også
Som altid tak for en fantastisk kommentar.