Et vink der gjorde forskel

Venlighed smitter

Jeg elsker at være alene på Bali – alene med mine tanker og følelser og min computer. Det er en fed fornemmelse. Jeg har været her før – hvilket denne søde historie jeg oplevede den første morgen, efter jeg ankom, fortæller lidt om.

Jeg sidder i min yndlingsstol med udsigt over rismarkerne og vinker til risbonden, som i dag foroverbøjet, som han har været gennem mange år, plukker græs mellem risene til sine køer. Han vinker tilbage og efter en stund siger han:

Suda lama titak disini?

hvilket betyder sådan ca.

Det er lang tid siden du var her.

Det varmer mit hjerte og fortæller mig noget om det at være alene, være sammen med nogen og om fællesskab på et dybere plan. Om det at opleve fællesskab. Hvor skønt det er at være husket, fordi jeg tidligere har vist ham interesse og imødekommenhed. Givet ham nedfaldne blomster fra vores have – blomster han bruger til de daglige ceremonier i templet.

Ægte interesse

Når vi interesserer os for hinanden og “mødes” skaber vi et liv der er værd at leve. Vi har brug for vidner i vores liv – brug for at opleve kontinuitet og nærvær med nogen der interesserer sig for os og vi for dem

Jeg trækker vejret dybt ned i maven og mærker jeg lever – alene og med dem jeg er forbundet med. Lige nu er det med risbonden – som altid vil være i mit hjerte.

Det føles stort og dybt.

Tak livsglade ris bonde for at du fik mig til at mærke dette – tak for din interesse, vink, og kommentar fra din ydmyge mark og dit hårde arbejde – til mit luksus liv i den smukke villa –
det er ægte interesse og venlighed
TAK <3